Mit liv med Lisa

Det ville være meget let nu alt var altid vidunderligt, og Lisa var den første dag i solskin. Det vil blot sige, at .... Men en løgn.

Selv nu 8 År senere, Jeg husker meget vel, at det første år med Lisa var en meget stor udfordring. Det var udmattende, bragte mig til mine grænser oftere, og der var øjeblikke, hvor jeg kunne græde af ren og skær udmattelse, men.

Uanset grunden, eller om det ville være helt normalt, at børn RCDP, Jeg ved ikke, Men Lisa hadede at blive rørt. Det har ikke meget hvad jeg gjorde, selv om jeg kun strøg hendes små hænder, Hun begyndte at skrige i. Således af selvfølgelig, hver ble og påklædning for os begge at sige rædsel tur. Hun skreg og jeg var mere nervøs for jeg frygter vil skade hende. Åh, vi begge var lige stor til at svinge op mod hinanden ... en reel Dream Team.

At gøre tingene værre, Lisa var på grund af deres afstand, både kontaktlinser og linse grå stær briller. Krogene på linserne blev, at de er rene hver morgen og hver aften var nødt til at komme ud. Og nu forestille sig nogen, hvordan det skal rumzufummeln med store voksne hænder i lille baby øjne. Ingen værktøjer (Sådanne pipetter, Kontaktlinser er meningen at sutte på) fritages to af os, og vi kæmpede hver dag, og ofte, mens jeg trak hende fra hjørnet af mit øje uheld lidt. Det var forfærdeligt ... jeg ville hjælpe min datter og gav hende, mens også stadig ondt! Og det kom som det var kommet, Lisa blev givet med jævne mellemrum konjunktivitis. Dette betød for os ... kontakt pause.

Sikke en velsignelse! For, lo!, hvor Lisa var ikke med kontaktlinser, og simpelthen lov til at bruge deres øjne, Hun var glad og tilfreds! Jeg fik lov til at røre ved hende, Jeg fik lov til at komme i nærheden af hende, og hun var ikke bange! Det tog temmelig lang tid, indtil jeg indså dette forhold. Men det var klart for mig fra tid til anden, formentlig de ting, Lisa, de kunne ikke se nogen proces kunne og så pludselig alt kom til hende zugerauscht, hendes helvedes bange einjagte. Desværre, jeg vidste ikke på nuværende tidspunkt, at det ville have været en selv blind, som ville have været i denne situation til den ene side. Og så jeg besluttede af hensyn til min datter, off the linsepleje. Så jeg fik Lisa's frygt for kontakt langsomt ind i håndtaget, og vi var i stand til at tilbringe Kuschelstunde. Vi har udviklet vores egen måde at gøre nogle ting, med zB. Jeg trak Lisa altid starter fra fødderne. Jeg havde aldrig tog hende lige over hovedet, første på grund af denne følelse er fanget i en sweater, eller et organ ikke til at bære, og dels fordi jeg ikke kunne bevæge sine arme, ikke af Tetraspastik.

Men selvfølgelig var jeg også sidste år gentagne gange over for situationer, hvor jeg troede: "Det er nok! Hvor meget eller kan ikke holde mit barn stadig?"ZB. Lisa, med ca. 5 År med epilepsi og havde fået stigende angreb ... de skrigende, gispede, så ud som om hun ville se et monster, hendes blik var så fuld af panik. Eller som de Christmas 2008 var så alvorligt syg, Jeg var bare stadig bange for, at deres liv vil i denne tid ville ikke være nok. Jeg holdt hende i mine arme og bad hende tavst til at fortsætte kampen, at vi stadig ønsker at opleve så meget, og jeg vil gerne vise hende så meget. Og igen, hun bragte denne umenneskelige styrke til at gøre yderligere, ikke give op og gøre det næste åndedrag.

Af naturligvis tanken, at det kan være den sidste dag med min lille engel, aldrig helt ud af mit hoved. Det er som en skygge, du kan ikke se, men altid er der. Og jeg har lært fra denne dag af hver til at nyde med min datter så meget speciel. Jeg ved ikke, hvor længe deres magt stadig går og hvor længe vores held holder stadig. ... Og jeg ved, at den store dag i sidste ende vil rive mit liv fra hans rødder, men indtil da:

Jeg er taknemmelig, at jeg kan have en lille engel på min side.